Derfor giver kantinens buffet mig dårlige nerver

Mange kantiner på skoler og arbejdspladser serverer deres mad i form af en buffet, hvor man som spisende gæst forsyner sig selv. Det kan være ganske praktisk, da man så kan tilrettelægge valg af mad efter, hvad der nu passer ind i ens egne spisevaner. Men buffeten er også en potentiel bakteriebombe, der blot venter på at overføre smitte af den ene eller den anden slags til den næste uheldige mand eller kvinde i køen.

Buffeten er en bakteriebombe!
Buffeten er en bakteriebombe!

Jeg kommer i egenskab af mit arbejde som konsulent meget rundt i danske kantiner. De tilbyder ofte en udmærket buffet med et varierende udbud af lune og kolde retter. Men hvad jeg oplever mange steder er en mangelfuld hygiejne både hos kantinepersonalet og de besøgende.

Top 3 baktiespredere i buffeten

Hvis der er noget, som jeg absolut ikke kan lide, så er det, når personen foran mig i køen skal lugte intensivt til maden, før vedkommende er sikker på, at den skal på tallerkenen. Typisk stikker de næsen helt tæt på maden i buffeten, hvilket ud over at være ganske ulækkert, risikerer at sprede bakterier. Det er ok at folk vil snuse til maden, men så må de gøre det, efter den er landet på deres tallerkener.

Ups, jeg kom til at skubbe skeen fra salatskålen på gulvet. Men hva’, jeg skulle alligevel ikke have mere af den salat. Nu lægger jeg diskret skeen tilbage i skålen, og bevæger mig hurtigt videre i køen. Lyder det som noget, du har set før? Ikke særlig lækkert for de stakler, som efterfølgende skal også have salat.

Har du tænkt på, hvor mange gange brødkniven har skiftet hænder, inden det bliver din tur til at skære en skive velfortjent rugbrød? Et væld af baktierier skifter dermed hænder. Det gælder naturligvis også alle de andre fællesredskaber placeret rundt omkring i buffeten såsom stegegafler, pasta- og salatskeer.

Idéer du kan bruge til at reducere bakterier

Desværre kan baktieriespredning ikke undgås, når mange personer kommer i kontakt med fælles mad. Man kan dog altid forsøge at reducere problemet for sig selv. Her er de fremgangsmåder, som jeg selv bruger for at nedsætte risikoen:

  • Håndvask – eller alternativt grundig afspritning – af hænder før og efter jeg har taget min mad.
  • Serviet med påført håndsprit (håndsprit findes efterhånden i de fleste kantiner) til aftørring af bestik. Hvis bestikket virker urent, får det en ekstra omgang.
  • Mød op i kantinen lige når denne slår dørene op. Dermed har der været færre mennesker igennem buffeten og antallet af bakterier sandsynligvis færre.
  • Undgå retter som der kun er lidt tilbage af på fadet. Det tyder nemlig på, at mange mennesker allerede har været i berøring med det, og/eller at det har stået fremme på bordet længe.

Når jeg besøger en kantine, har jeg ikke lyst til at skille mig alt for meget ud. Så selv om jeg sikkert kunne finde på yderligere måder at reducere antallet af baktierier på, end hvad du finder i de 4 punkter ovenfor, så vil jeg også gerne slippe nogenlunde ubemærket gennem køen af mennesker.

Madpakke?

Selv om jeg er bekymret for hygiejnen i buffeter, så tager jeg alligevel chancen og håber at slippe helskindet igennem frokostpausen. En madpakke kunne jo være et fornuftigt alternativ. Men der er jeg ikke endnu. For buffeten er trods alt mindre tidskrævende og ofte mere frisk og lækker at indtage end en madpakke, som har ligget i køleskab i flere timer.

Måske har du selv konstateret hygiejneproblemer, i den kantine hvor du spiser? Smid gerne en kommentar med dine oplevelser.

Del denne artikel med dine venner:
Facebook
GOOGLE
https://sundekrummer.dk/derfor-giver-kantinens-buffet-mig-daarlige-nerver/

Relaterede blogindlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *