Smagstest af supermarkedernes vegetarpålæg

For blot få år siden – altså før det pludselig blev hipt og moderne at være vegetar – skulle man i specialbutikker, hvis man ville gøre sig forhåbninger om at finde vegetarpålæg til det daglige brød. Men nu er det kødløse pålæg rykket ind i kølediske i flere danske supermarkeder til glæde for vegetarer rundt omkring i det danske land. Men hvordan smager dette pålæg så sammenlignet med det traditionelle kødpålæg? For at finde ud af det, har jeg besluttet mig for at lave min egen lille smagstest af 3 forskellige slags vegetarpålæg – en test som du kan læse nedenfor.

3 forskellige slags vegetarpålæg.
De 3 slags vegetarpålæg som jeg har haft fornøjelsen af at smagsteste.

Det er godt nok mange år siden, jeg sidst har spist kød. Sådan cirka 20 år siden. Men jeg kan da stadig huske, hvordan det smager. Og selv om jeg ikke længere savner smagen af kød, så er det da meget sjovt og praktisk, at man som vegetar nu også, kan snuppe sig en håndmad eller sandwich med kødlignende vegetarpålæg.

Men en ting er, at det er sjovt og praktisk med vegetarpålæg – man har jo også en forventning om, at det smager nogenlunde som det kød, der er afbildet på pakken. Hvad min smagstest angår, så er det skinke, kylling og peberbøf der står på menuen.

Mange vegetarer kender sikkert mærket Quorn allerede. Quorn har en masse udmærkede svampebaserede vegetarprodukter der passer til aftensmaden (såsom lasagne, fars og biksemad), så det er med store forventninger, at jeg nu kaster mig over deres pålæg også.

Vegetarisk skinke med purløg fra Rügenwalder Mühle

Vegetarisk skinke
Vegetarisk skinke med purløg på brød.

Ingredienser: æggehvide, rapsolie, purløg, vand, salt, krydderier, johannesbrødkernemel, xantangummi, carrageenean, kaliumlactat, natriumacetater, naturlig aroma, dextrose, blandede carotener og anthocyaniner.

Købt i Aldi til ca. 12 kr.

Smag: Dette vegetarpålæg smager egentlig ganske friskt og lækkert. Men smagen er ikke af skinke, som man ellers med rette kunne forvente. Smagen er i stedet af noget, der minder om jægerpølse. Kan man leve med dette kompromis, så har man efter min mening fat i et fortræffeligt produkt rent smagsmæssigt.

Konsistens: En smule tyndt og slasket, men dog fast i strukturen.

Tilsætningsstoffer: Der er desværre proppet en del tilsætningsstoffer i dette produkt. Det du særligt skal være opmærksom på, er carrageenean og natriumacetater (e262), som mistænkes for at kunne være skadelige [1, 2].

Karakter til vegetarisk skinke med purløg fra Rügenwalder Mühle: (4 / 5)

Vegetariske pålægsskiver med smag af stegt kylling fra Quorn

Vegetarisk kylling
Vegetarisk kylling på brød.

Købt i Netto til ca. 12 kr.

Ingredienser: mykoprotein, rehydreret æggehvide, mælkeproteiner, naturlige aromastoffer, ærtefibre, kaliumsorbat.

Smag: Jeg har nu altid godt kunne lide kylling, og havde derfor set frem til at smage denne vegetariske pålægsudgave. Det var derfor lidt af en skuffelse, at dette produkt ikke smager af særlig meget. En efter min mening kedelig omgang.

Konsistens: Tørt, og smuldrer let, når man får det i munden.

Karakter til vegetarisk kylling fra Quorn: (2 / 5)

Vegetarisk peberbøf fra Quorn

Vegetarisk bepberbøf
Vegetarisk peberbøf på brød.

Ingredienser: mykoprotein, rehydreret æggehvide, peberrodssovs, vand, sødmælk, peberrod, smør, stivelse, eddike, sukker, salt, solsikkeolie, peber, byg og kaliumsorbat.

Købt i Føtex til ca. 16 kr.

Smag: Med denne vegetariske peberbøf har producenten egentlig ramt smagen af “rigtig” peberbøf ganske fint. Der er sågar lidt eftersmag af peber at finde i produktet, hvilket også tæller på plussiden.

Konsistens: relativt tyk fugtig skive, der ikke smuldrer i munden.

Karakter til vegetarisk peberbøf fra Quorn: (3 / 5)

Hvad så herfra?

Smag, konsistens og tilsætningsstoffer er nogle af de faktorer, man skal tage hensyn til, når man handler vegetarpålæg. Jeg håber derfor at dette blogindlæg med min lille smagstest, kan være en hjælp til dig, næste gang du skal i supermarkedet og købe pålæg til middagsbordet.

Som altid er jeg meget intereseret i at høre, hvad du synes om min smagstest af de tre slags vegetarpålæg. Er der andet på markedet, som du har erfaring med, er dine kommentarer også meget velkomne.

Kilder:
[1]: http://www.prevention.com, The Natual Ingredient You Should Ban From Your Diet, 2013
[2]: http://tilsaetningsstoffer.dk, Konserveringsstoffer

Del denne artikel med dine venner:
Facebook
GOOGLE
https://sundekrummer.dk/test-af-supermarkedernes-vegetarpaalaeg/

Relaterede blogindlæg:

One Comment


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *