Det var en kold og regnfuld søndag, da jeg slentrede en tur igennem min lokale Netto. Det var egentlig planen, at jeg skulle have lidt falafler med hjem til aftensmad, men jeg fik så heldigvis øje på noget ganske andet og mere spændende; en gul pose med navnet Veggi Burgermix. “Just add water – fry and eat” står der på pakken, som også har et fint billede af en indbydende vegetarburger. Det lød jo meget lovende alt sammen, så i indkøbskurven kom den.
Ordet pulvermix afføder måske ikke en forventning om store kulinariske smagsoplevelser. Men prøves, det skal det da. Jeg har således sat mig for at lave vegetar burgere, ikke kun til mig selv, men også til mine børn.

I mixet er der disse ingredienser: sojaprotein, kartoffelstivelse, tomat, kartoffelmel, løg, salt, hvidløg, sennepspulver, peber, røget papria og aroma. Desværre er aroma ikke nærmere specificeret.
Sæt i gang
Nu må det være tid til at komme i gang med vegetarbøfferne. Pulveret hældes derfor som det første op i en skål.

Der skal nu øses 2,5 dl kogende vand samt en teskefuld olie over pulvermixet, og det røres godt rundt. Det skal dernæst hvile i cirka 15 minutter.

Nu formes der 4 bøffer, og en pande med olie gøres klar.

Bøfferne steges ved god varme på panden i 6-8 minutter på hver side.

Tilbage er nu kun at snitte lidt salat og tomat, og hvad man ellers vil have i sin burgerbolle. Her ser du mit resultat.

Bedømmelse
Hvordan smager det så? Bøffen har nærmest en BBQ-lignende smag – altså som om den er lavet på en grill. Den er medium krydret takket være det sennepspulver, som figurerer på ingredienslisten. Konsistensen er et kapitel for sig, idet bøfferne har opnået en fin hård kant og udmærket autentisk struktur.
Min vurdering er, at det er lykkedes Veggi Sverige, at lave en vældig god og lækker bøf, som smager dejligt i en burgerbolle. Konsistensen, er også virkelig godt ramt af Veggi Sverige. Hvis jeg skal sige noget negativt, så er det, at bøffen forekommer en anelse blød.
Samlet bedømmelse: (4 / 5)
Tilberedningstid: det tog omkring en halv time, fra jeg åbnede posen med pulvermix til burgerne stod klar.
Pris: jeg gav cirka 12 kroner for en pose veggi burgermix i Netto.
Denne kan i øjeblikket findes i Rema 1000 til 18 kroner per pakke.